BRUGERVENLIGT WEBDESIGN TIL TABLET

Trafik fra tablets er i kraftig vækst. For mange har den allerede overgået trafik fra Internet Explorer, men har dit salg fulgt samme tendens? Det har det næppe. En del af forklaringen ligger nok i brugerens mindset. En tablet er til at surfe på nettet med i sofaen, men det skal ikke være undskyldningen for ikke at tage problemstillingen alvorligt.

Normalt siger man at efter blot en uge er man inhabil i forhold til at se objektivt på et site. Derfor er du sjældent i stand til at vurdere dit eget site, ved blot at tage din iPad i hånden. Du ved jo godt hvor man skal trykke, men hvis du går systematisk til værks, er der alligevel nogle ting du selv kan identificere.

Her er nogle af de ting du skal have i tankerne, når du bevæger dig rundt på sitet.

MOUSE-OVER EFFEKTER

Uden at man umiddelbart tænker over det, sker der en masse på en hjemmeside, når man fra en computer navigerer rundt på en hjemmeside. Der er ting der folder ud når man holder musen henover bestemte elementer. Er det et link bliver cursoren til en hånd og knapper skifter farve. Alle sammen små ting, der er lavet for at gøre det hele mere intuitivt. Disse ting er stort set væk på en tablet. Forestil dig dit website uden disse ting.

Det stiller større krav til præcise og forklarende knaptekster. Men tro mig, en ændring til mere præcise knaptekster virker også på desktop. Her er det blot ikke så udstillet.

KNAPPER OG LINKS

Vi er klodsede når vi bruger tablets. Vores fingre fylder meget og man rammer ofte forkert.

På den tekniske side anbefaler vi at bruge padding i stedet for margin til at indramme knappen. Dette gør at feltet med knappen er større. Visuelt er der ingen forskel, men det er markant lettere at ramme rigtigt på tabletten.

Webdesign til tablet

Links i tekster skal ikke stå for tæt. Hvis 2 links er lige over hinanden, er det næsten umuligt at ramme rigtigt i første omgang. Det samme gælder lister, der er sat op i tabeller hvor alle links står i ramme kolonne.

SKRIFT PÅ TABLET

Selvom det er enkelt at zoome ind på en tablet når man skal læse en artikel, bør man tænke over sin tekstopsætning. Din tekst skal være læsbar i normal tilstand. Din bruger danner sig et indtryk på et splitsekund og beslutter sig for om siden er noget for dem. Hvis du ikke klart kommer igennem med dit budskab, når siden scannes, forlader de siden.

Derfor skal du bruge større linieafstand og større skrifttype. Som minimum skal du have en klar value proporsition, der fortæller hvad kunden kan forvente på siden.

HORISONTAL OG VERTIKALT DESIGN

Dit site bliver meget smalt, når man vender en tablet på højkant. Husk derfor at kigge på dit site fra begge vinkler. Det er ikke helt uvæsentligt, for dit indhold på sitet kan blive meget smalt, når en tablet kommer på højkant. Nogle websites vælger at fjerne venstre-menuen, men det afhænger meget af designet, om man kan lave denne manøvre.

En direkte facitliste er svær at give, men vigtigst er, at man tester i begge retninger.

HVOR SKAL JEG STARTE?

Heldigvis giver Google Analytics os nogle gode forudsætninger for at finde conversionkillers. Eller ihvertfald at finde mønstre. For at danne sig et overblik, kan man starte med at kigge på % afslutninger igennem sitet. Google Analytics har, som standard segmenter som desktop og tablet. Derfor kan man ret hurtigt se, hvor folk forsvinder.

Vær dog sikker på at du har god datakvalitet og kigger på alle kategorier samtidigt. Herunder er et tænkt eksempel:

  Desktop Tablet
Forside 35% 37%
Kategorier 41% 44%
Listevisninger 40% 53%
Produkter 50% 51% 
Kurv 39%  37% 
Checkout 51%  58%

Vi kan nu se at der ligger markante forskelle i listevisningerne og i checkouter. Herfra kan vi begynde at se kritisk på netop disse sider. Mere effektivt bliver det ved, at lade andre prøve siden, og overvåge hvad der sker.

INSPIRATION OM WEBDESIGN TIL TABLET

Vil du læse mere om emnet vil jeg anbefale at du læser Tablet Webdesign Best Practices fra Mobify.

NNgroup har ligeledes lavet store undersøgelser indenfor Tablet Usability

Har du ting på hjertet, som du synes vi ikke har medtaget, er du velkommen til at smide en kommentar herunder.


Kommentarer